Clairaudience – som at føre en samtale

Din sansning og dine evner rækker vidt, kære! Der er ingen tvivl.

Jeg har brugt en del år på, at irriteres over ikke at kunne se – ikke at være clairvoyant 🙂  
Jeg forstod clairvoyancen, som et tegn på “højere udvikling”, og den manglende evne har jeg brugt til at fortælle mig selv om min “underudvikling”. Undertiden fortalte kærlige mennesker mig om mit klarsyn, men jeg betvivlede det. Og det fortæller jeg, for at du skal vide, at din tvivl bringer dig til situationer, hvor du får mulighed for at blive sikker. 

Min stædighed har bragt mig i mange situationer, hvor jeg har haft 2 valgmuligheder: At opgive min tvivl eller at bekræfte min tvivl. Som så mange – måske også du – har jeg flere gange afvist drømme, tanker, stemmer, som noget pure opspind. Også selvom det igennem hele min barn- og ungdom har hjulpet mig træffe beslutninger og gå de veje jeg havde brug for.

Det kan være nemmere at afvise. For hvad sker der, når vi endeligt overgiver os, og giver os hen til, at være ALT det vi er. Det er overvældende. Men der er nu grænser for, hvor længe vi kan afvise og tvivle. Livet VIL fødes i hver celle – ikke bare i nogle af dem….og vi vil det. Vi har bare glemt det :-). Og derfor bliver vi lidt overraskede over, hvordan den helt almindelige hverdag, igen og igen, via sine hændelser, spørger os: Er du stadig i tvivl?

Det skulle vise sig, at jeg var primært clairaudient. Så jeg lukker øjnene, og hører det jeg ser. At se, høre eller føle klart – dét er at sanse det som er, og ikke blot det vi tror på/regner med/forventer. For at se, høre og føle klart, er det altså af største betydning at være uden mening eller holdning. Vores tro og mening, tvivl, frygt, vrede, ja, endog glæde begrænser vores sansning til det vi tror på. 

Din sansning rækker vidt, kære, blot du tillader dig, at være den, som intet ved. Til gengæld for dét, bliver du den, som har adgang til al den viden, du har brug for. Dét du har brug for, er dét som vil lede dig videre i den retning du går. Så, den viden du får, den hændelse du oplever, ER det, du skal bruge, for at kunne svare på dine spørgsmål. Din erfaring og tænkning kan bringe dig langt, men ikke ind i den dybere sansning.

Klar hørelse, syn og følelse viser dig altid, det som er lige nu. Det sker at billeder eller stemmer fra fortid og fremtid dukker op. Da er det for at du kan anvende det i dit NU. At spørge ind til fremtiden giver altså ikke meget mening, svarene bliver uklare, og vil være præget af, hvad du mener om din fremtid, hvad du frygter for eller ønsker for den.

Men stil klart ind på dit NU – lige nu. Og svaret vil komme klart og præcist tilbage. Stol på det, brug det, for det er vejen videre. Det kan være, at det fører dig et sted hen, som du synes mindre om – men da er det netop for at vise dig, at der er en lille sten på vejen, som skal flyttes, for at du kan gå videre. 

Dit højeste, dybeste og hele selv ved hvor du vil hen

Alle kender til at “have fornemmelser”, men der en tendens til at vente på fornemmelserne, og en tendens til at sætte dem sammen med bange anelser. Hvad med i stedet at begynde at føre en åben samtale med dig selv? Der er ingen god grund til at gemme dit dybe selv, til at holde det skjult.

Lad det være en del af dine daglige gøremål at samtale med alt fra din fysik, din krop, dine celler til dyrene og planterne, sol og måne osv. Måske har du en fysisk udfordring, f.eks. fordøjelsesproblemer, spørg din fordøjelse, hvad den prøver at fortælle dig. Måske fortæller den om en episode, der gjorde dig nervøs, og at du har brug for trøst og omsorg. Måske fortæller den om noget mad du har spist, og at du har brug for noget varmt at drikke. Uanset hvad du taler med, vil det altid svare præcist og med det samme. Du vil opleve det som tanker, men det er din indre stemme, der svarer. Og det er din klare hørelse, som lytter.

Måske vil du gå så vidt, som til bare at spørge dig selv, hvad I har brug for at tale om nu. Og det vil munde ud i en meditativ stund, hvor du styrker den helhed du er. Og fordi du giver dig din ubegrænsede opmærksomhed, vil du vokse og heles. 

Din sansning rækker vidt! Så, tænd for “fjernsynet”, stil ind på de lange lydbølger og mærk den usynlige verden. Og i takt med at du giver dig hen til den sansning, som falder dig mest naturlig, da åbnes også for al anden sansning.

 

Skriv en kommentar