Når vi beskriver dét at være særligt sensitiv, så gør vi det gerne i ord og vendinger med hensigten at forklare det, for den som ikke forstår. Det kan være den voksne, forældren, læreren, pædagogen, kæresten, samfundet…….
Vi gør det med formålet at give redskaber til at “håndtere” den sensitive. Og lige dér forsvinder den sensitives hånd, og han eller hun trækker sig tilbage i sorg, til sin tilstand af oprindelse, for at genoplade i nærværet dér.
Forklaringerne og kategoriseringerne skaber en afgrænsning af den frie bevægelighed, og det bliver til en afstand, der føles som en eksklusion. Væren kræver ikke forklarende ord – væren er en del af “ordet”.
Den sensitive ville sige: Jeg vil gerne være – også sammen med dig. Jeg vil gerne være, drømme og skabe virkelighed af det – også sammen med dig. Blot det.
Der har længe været sensitive børn. Børn, der sanser stemninger i luften, varmen omkring en plante, kommunikationen fra et dyr. De oplever planetarisk lys i langt flere farver end det ses med almindelige øjne og de mærker elementerne, som dele af sig selv. Sensitiv væren, er væren i enhed med det som er. Det er en stor, men overvældende fantastisk mundfuld i fysisk krop. Dét vil et sensitivt barn gerne dele med dig.
Vi er en del, der er blevet voksne, og måske det er på tide, at vi tager børnene ved hånden og siger til dem: Hvilken farve er din verden nu, og med hvilken geometri former du din lyd og væren? Måske er det på tide, at vi fortæller dem, at vi kender til tilstanden i oprindelsen.
Måske er det på tide, at vi omtaler os, som et VI, i stedet for at fortælle om DEM. Måske er det på tide, at vi vedkender os ansvaret og begynder at berette om vores styrke og hensigt, i stedet for at vente på ………Ja, hvad venter vi egentlig på?
I virkeligheden venter vi ikke, vi har bare lært at forholde os afventende i en verden, der har brug for fysiske forklaringer. Hér er en idé, om at noget findes, når det kan ses. Men det er ikke sådan, det tør jeg sige 🙂 for enhver må erkende, at alt som er skabt, først var en drøm. Det blev skabt af én, vi kunne kalde en drømmer. En sanselig drømmer, der pustede liv i sin drøm, og gjorde den til virkelighed. Filosofi og videnskab, kunst og sprog – alt sammen temaer fra drømmere, hvis hensigt det var at synliggøre sammenhæng. En sammenhængen, der vil føre os til enhed.
Vi har intet skjold og derfor begejstres vi så let – og såres derfor let. Der er ingen vrede over såret, men sorg over den ufred, der lå deri. Og vi trækker os tilbage til grundformen, heler og drømmer videre. Puster liv i dem, giver dem former og lader dem svæve rundt, indtil de bliver til alt fra ideologi og filosofi, medicin og opfindelser, der bringer os videre, til den kærlighed der udtrykkes i sproget, kunsten og mellem mennesker.
Vi er ikke interesserede i, om vi er det ene eller andet, for vi ved, at vi kan være alt dét vi drømmer frem. Så vi kan være krystaller, orkidéer, stjerner eller engle – det er alt sammen former af livets åndedræt….. Gud, vil nogen kalde det. Ligesom alt andet.
Vi kendes på stille stemmer, latter, og øjne der lytter – for vi hører dët vi ser
Den sensitive væren er en meditativ tilstand, i hvilken vi mærker helheden og forbinder os til enheden. Jeg selv kan ikke meditere, som bøgerne foreskriver det 🙂 men befinder mig ofte i tilstanden, for her er jeg jo ét. Og jeg vil kende dig i den samme væren.
Sensitiv væren er i fysisk/emotionel forstand en ubeskyttet væren. Vi kan ikke vælge om vi lader os røre af glæde eller vrede. Vi kan ikke vælge oplevelsen af at være ét med alt fra. Det er en tilstand. Og jo flere vi bliver, jo fredeligere bliver vores Jord. Det er vores mission.
Har du læst med så langt, så er du nok én af dem jeg skriver om. Og jeg drømmer om, at vi tager såvel børn og voksne ved hånden og fortæller dem, at vi kender til både væren i oprindelsen, til at være sårede og til sorgen over ufreden der lå deri. Og således kan vi være med til, at de og vi kan føle sig velkomne hér – også sammen med os.
MiLe Care Visions 